Naturbaseret psykoterapi

De fleste mennesker kender til det at gå en tur, når de lige har brug for at vende en situation, bearbejde følelser som fylder eller tømme hovedet for tanker. Det at være ude i landskabet, i skoven eller ved vandet gør noget ved os. Sanserne bliver stimuleret. Du ser, hører, mærker elementerne. Vinden mod din kind, den første lille anemone som er kommet op af jorden, fuglenes sang, den smukke solnedgang.

I naturterapien søger vi at gå dybere med og integrere de påvirkninger naturen har på os. Naturen bliver en del af dig, ligesom du er en del af naturen. Man kan også sige at naturen assisterer dig i det, du kommer med. Måske vil du gerne have hjælp til at slippe nogle tanker, som kører i ring, finde veje ind i stilhed og ro. Måske har du en problemstilling som du gerne vil have hjælp til at komme videre med. Det kan for eksempel være i forhold til din hverdag, parforhold eller stress.

Naturbaseret psykoterapi foregår ved, at vi sammen begiver os ud i naturen. Jeg guider dig undervejs ind i kontakt med dig selv og din krop således, at du bliver mere opmærksom på dine egne sanser og følelser og modtagelig for naturens samspil med dig. Du kan på forhånd have besluttet dig for, hvad du gerne vil arbejde med, men det kan også være, at det bliver mere tydeligt for dig undervejs, eller at et andet tema dukker op.

For nogle vil en enkelt session være nok og for andre vil det være gavnligt at komme flere gange. Under alle omstændigheder vil du få inspiration til, hvordan du selv kan arbejde videre, hvis du ønsker det.

Sessionen tager typisk 3-6 timer. Du skal klæde dig på efter vejret og gerne medbringe en drikkedunk og et siddeunderlag.